Tag nu ikke udtrykket "House Rules" alt for alvorligt. Der er mere tale om videregivelse af tips og tricks fra de mere erfarne brugere til de nye, men også om retningslinjer, som med tiden har udkrystalliseret sig. Det betyder ikke, at de ikke kan ændres. Hvis du er uenig i, hvad vi skriver her, er du velkommen til at debattere emnet i vores diskussionsforum.
Hvilke kunstnere skal være med i Signaturbogen 2.0?
Alle skabende kunstnere (kunstmalere, keramikere, billedhuggere, vævere, tekstilkunstnere, kunstfotografer, installationskunstnere, satiretegnere, arkitekter, litografer, xylografer, keramikere o.a.) og hovedsageligt dem, som virker eller har virket i Danmark. Kunstnere fra vores nabolande og udenlandske kunstnere, som er repræsenteret på danske museer, er også særdeles velkomne. Så vidt vi ved, har langt de fleste af nabolandene ingen generelle og offentligt tilgængelige signaturbøger.
Hvornår er der så tale om kunst? Og skal en russer, som har været i Kastrup Lufthavn på gennemrejse, ikke med? Tja, indtil videre har vi fulgt Inge og Sten Hegelers valgsprog: "Det normale har vide rammer". Og det er gået meget godt. Det skal ikke forstås sådan, at vi ligefrem ønsker fiduskunstnere på Signaturbogen 2.0. Men hvis du selv vil påtage dig arbejdet med at lægge signaturen ind for en kunstner, som på samlebånd maler smukke, letpåklædte sigøjnerkvinder, vil vi ikke lægge dig hindringer i vejen. Du skal bare ikke regne med, at vi vil gøre det for dig :-)
Er min afbildning af signaturen god nok?
Sandsynligvis ikke! Men husk lige på det gamle ord: "Det perfekte er det godes værste fjende". Hvis din afbildning kan hjælpe nogen, så offentliggør den. Der skal nok komme nogen efter dig, som laver en, der er bedre. Men kun, hvis du starter.
Hvor meget må signaturen fylde?
Signaturbogen 2.0 har i alt 300 MB data til sin rådighed. Wikidot (den platform, som vi benytter) tillader upload af billeder på op til 25 MB. Lidt hovedregning viser, at vi har plads til 12 signaturer, hvis hver af dem fylder 25 MB. Det går selvfølgelig ikke. Tommelfingerreglen er derfor, at signaturfilerne ikke bør fylde mere end 400 punkter på længste led, og at de helst skal være i JPEG format med moderat kompression. I foråret 2023 har vi 14-15.000 signaturer, som tilsammen fylder ca. 190 MB, altså i gennemsnit under 15 KB pr. signaturfil.
Hvilke henvisninger skal med?
Standardværket om anerkendte danske kunstnere er Weilbachs Kunstnerleksikon. Hvis en kunstner er nævnt i Weilbach, bør der henvises hertil. Hvis du selv kan indsætte et link, kan du finde Weilbachs artikel om din kunstner her: http://www.kulturarv.dk/kid/Forside.do, men du kan også blot nævne Weilbach under henvisninger. Så skal en af os andre nok linke til den relevante artikel.
Andre opslagsværker, bøger og artikler om kunstneren er ligeledes relevante, ligesom internetsider med beskrivelse af kunstneren, dennes sammenslutninger o.l. også har værdi, herunder naturligvis kunstnernes egne hjemmesider.
Det vigtige er, at den bruger, som besøger Signaturbogen 2.0 for at finde information om en kunstner, får så reelle oplysninger som muligt. En eller flere gode gengivelser af kunstnerens signatur er det absolut vigtigste. Kan du også hjælpe med henvisninger til mere info, er det prima.
Hvordan skal kunstnerens navn staves?
Dette er et tilbagevendende spørgsmål, som ofte ikke har ét korrekt svar, men flere. Hvis en kunstner er døbt med efternavnet Øritzland, men signerer Øritsland, vil det være korrekt at stave navnet med et z, men dette er en signaturbog, som har til opgave at lede læseren fra en signatur til oplysninger om kunstneren. Derfor vil vi oftest stave navnet, som kunstneren gør.
Uønsket signatur?
Er du en kunstner, som mod din vilje har fået din signatur optaget i Signaturbogen, så kontakt os venligst for at få den fjernet. Vi har ingen interesse i at genere nogen.